Komprimeret nordisk kæmpekunst

Af Martin Schjönning, Magasinet NORDEN Nu

Ny Nordisk Scenekunst og Dialog kan blive det vigtigste initiativ indenfor den fællesnordiske dramatik i mange år. På en kælderscene i Nyhavn er det nordiske spiret, og frugten serveres af en islandsk instruktør og skuespillere fra hele Norden.

Mødelokalet hos Teater Får 302 i Nyhavn er minimalt. Faktisk er det kun en mellemgang hvor ihærdige mennesker på mirakuløs vis har fået plads til et cafébord og fire stole. Vindueskarmen fungerer som bogreol, væggene er behængt med plakater, og mødebordet virker også som køkkenbord. Jeg er her for at se forestillingen »Dværgen« og snakke med teaterets folk om en succeshistorie indenfor nordisk kulturudveksling.
De lever under små kår, men ikke desto mindre formår Teater Får 302 at lave stor scenekunst – eller som instruktøren af forestillingen, Egill Pálsson, udtrykker det: »302 er stort i sin tanke, men småt i sit rum«. Det er bestemt også den fornemmelse, man får af »Dværgen«. Men lad mig begynde med begyndelsen: I 1944 skrev svenskeren Pär Lagerkvist en roman ved navn Dværgen. Fortælleren i historien er en dværg, der er tilknyttet en fyrste i en unavngiven stat i renæssancens Italien. Man følger hans dagbogsoptegnelser gennem statens storhed og fald, udelukkende gennem hans hadske og fuldkommen sortseende øjne. Dværgen er ond – så vidt dette begreb overhovedet lader sig definere.
Som han skriver: »Had har jeg diet fra min første stund, indsuget dets bitre saft, jeg har ligget ved et moderbryst, som var fuldt af galde…«. Dværgen er universel ondskab i alle dens former. Litteraturteorien har beskrevet dværgen udfra Freuds psykoanalyse – som Pálsson også senere har anvendt i dramatiseringen – som menneskets/fyrstens underbevidste modbydelighed.

Da romanen udkom i 1944 havde denne underbevidsthed været en global overbevidsthed i fem år og havde lagt halvdelen af kloden i ruiner, hvilket gjorde værket uhyggeligt aktuelt. Vi har alle sammen en dværg inden i os, der kæmper for at komme op til overfladen og slå alting ihjel.
Lagerkvist modtog Nobels Litteraturpris i 1951, blandt andet for hans evne til at søge svar på de evige spørgsmål, hvis svar undslipper mennesket.
Ved mødebordet i det lavloftede kælderlokale fortsætter overvejelserne op gennem gipsen og langt op i den grå vinterhimmel. Teater Får 302 – navngivet efter et får, der gik imod flokken – er ikke bange for at blive højtravende, så længe man også bevarer jordforbindelsen. Og netop forbindelsen til den fædrende jord var det, der satte miniput-teateret på det kulturelle kort over Norden.

Dialekter fik folk til at lytte
Kimen til 302’s nuværende projekt »Ny Nordisk Scenekunst og Dialog« blev lagt med opsætningen af en række stykker på danske dialekter. Forestillingerne – Lennon i Thy, Dueslaget, m.fl. – handlede om det nære, det lokale, det umiddelbart danske ude i udkanten og langt fra elitekulturen i København. Da disse stykker kom på turne blev de en bragende succes, ikke mindst i de samfund de handlede om.
Alt dette fortæller teaterleder Charlotte Rindom mig over en kop kaffe, mens bilerne suser forbi i øjenhøjde udenfor vinduet. Ifølge hende var det netop den skarpe autenticitet, der gjorde at folk ikke kunne se væk. Og de til tider meget knudrede dialekter, der fik folk til at lytte. Da dialekt-forestillingerne kulminerede med en Reumert-pris for forestillingen Klumpfisken begyndte teateret at overveje dets næste træk. 302 kastede sig over Norden.
»Vi havde været på Lolland, vi havde været i Hirtshals. Vi var nået til Danmarks grænser, men vi tænkte: De grænser er jo ikke kulturelle, de er politiske og geografiske. Så vi fortsatte. Vi så ingen grund til at stoppe«, siger Charlotte Rindom. Instruktøren Pálsson påpeger den mest oplagte grund til at etablere Ny Nordisk Scenekunst og Dialog: »Norden har glemt den hænger sammen« !
Ny Nordisk Scenekunst og Dialog er et samarbejde mellem små og store teatre fra Norden. Der er alt fra helt små turneteatre, heriblandt Får 302, til kolosser som Malmö Stadsteater og Reykjaviks Stadsteater. De er gået sammen med det formål at lave forestillinger, der anvender de nordiske sprog, og de vil etablere det turne-netværk, som indtil videre har manglet i Norden. Netværket skal også stå for co-produktioner og udvikle ny nordisk dramatik. Denne blanding af småt og stort, politisk undergrundsdrama og storladent nationalteater, kommer til udtryk i Dværgen.

 
Tilhører verden –og dog nordisk
Sprogene blandes og den oprindelige dværg, der er ganske alene med sit had til verden, er delt op mellem seks skuespillere. Hver med deres individuelle groteske fjæs, hver med deres skavank og udtryksform. Den brovtende selvglade, den ustyrligt rasende, den snu og manipulerende, diktatoren i hans dekadente magtmisbrug, alle fanget i en klaustrofobisk celle i den i forvejen diminutive sal, hvor der udleveres vifter på grund af heden fra projektørlyset.
Dværgen er i os alle og har tusind ansigter, og det er en af grundene til, at han blev udvalgt og omsat til scenekunst. Efter de mange stykker om lokale tvister på dialektalt dansk ledte teateret efter et værk, der med afsæt i Norden beskæftigede sig med en stor problemstilling. Lagerkvist var ganske vist svensker, men Dværgen er universel. Den tilhører verden og er ikke et svensk nationalklenodie. Samtidigt er den dog nordisk, og derfor oplagt til at forene Norden i et kunstnerisk projekt.
Dværgens deliriske enetale er afløst af et kaudervælsk tossekor på fire sprog. Lagerkvists tekst gengives formfuldendt og med stor loyalitet, dog iblandet kommenterende citater fra bl.a. holocaust-overleveren Primo Levi, filosoffen Friedrich Nietzsche og prominente nazistiske krigsteoretikere. Kommentarerne nuancerer den originale tekst på en måde, der gør den endnu mere skræmmende.
Rædslen består, som skuespiller Pauli Ryberg siger, i at Dværgen stadig er dagsaktuel. Dværgen er den samme som i ’44, han hedder bare ikke Hitler mere. Både Rindom og Pálsson runder selvmordsbombere og diktatorer, men også »helten« Barack Obama bliver nævnt – særligt på grund af hans paradoksale tale om retfærdig krigsførelse, da han modtog Nobels Fredspris.

På nordisk turné
»Dværgen« er ikke for sarte sjæle. Der bliver spillet totalt igennem på alle tangenter, og den lille celle på den lille scene i det lille teater eksploderer med jævne mellemrum, når den store kunst ikke længere kan spærres inde. Det er en sand fornøjelse at lade sig forarge over den middelalderlige afstumpethed og ondskab, der præsenteres – lige indtil man husker en avisartikel fra samme dag, der handler om det samme. Forestillingen er bestemt ikke for børn, og den er ikke ligefrem folkelig. Men det er fremadbuldrende teaterkunst der, med samme mangel på nåde som man finder hos hovedpersonen, tvinger publikum til at tænke – hvilket er en af de dramagenrens vigtigste funktioner.
»Dværgen« spiller ikke længere i Nyhavn, men kommer igen i perioden 6. – 25. september, og derefter på turné til den danske provins, Norge, Island og Sverige. Den kan varmt anbefales. I mellemtiden bør man læse eller genlæse romanen, som er blandt de bedste i moderne nordisk litteratur. Man kan blive klogere på Ny Nordisk Scenekunst og Dialog, der har en masse forestillinger i støbeskeen, og desuden holde sig underrettet om turnéen, på www.faar302.dk.