Duften af publikums ånde

10 spørgsmål til får nr. 018, scenekunstner Jacque Lauritsen

 

Får018 er skuespiller og instruktør. Han blev en del af vores flok for ni år siden og har siden gæstet os med ikke mindre end tre forestillinger. Lige nu er han aktuel med monologen SLAGMARK. Jacque Lauritsen er på flere måder lidt en ener af et får at være, idet han ofte står alene på scenen og han ofte også selv producerer de forestillinger, han enten instruerer eller medvirker i. Vi har spurgt ham på 10 forskellige måder, hvad der får hans ben til spjætte og hans uld til at krølle.


Hvilken kunstner er du særligt inspireret af?

Jeg er meget inspireret af Einat Weizman, den jødisk israelske dramatiker bag forestillingen ’Besættelsens fanger’ (som Jacque Lauritsen versionerede til dansk og satte op på Teater FÅR302 i sidste sæson). På trods af store både personlige og professionelle omkostninger insisterede hun på at tage kunstnerisk fat om et så politisk betændt emne som staten Israels behandling af palæstinensiske fængselsfanger. Jeg beundrer hendes mod, og jeg deler hendes tro på, at kunsten ikke bare kan, men også skal påtage sig sin rolle som systemkritiker og råbe op over for uretfærdigheder. Men ellers vil jeg sige, at musik generelt har inspireret mig meget. Jeg har en trilogi af kunstnere: Jacques Brel, Bob Dylan og Leonard Cohen, der har haft en enorm betydning for mig. Den måde, de er på scenen – det er kun dem og den historie, de fortæller.

Hvad rører dig, når du oplever scenekunst?

Det er meget noget med identifikation, mere eller mindre konkret. At der er noget, der giver genklang i forhold til ens egne erfaringer og erfaringsgrundlag. Jeg kan blive særligt berørt, hvis det er noget, jeg på forhånd er engageret og har investeret i allerede inden, jeg går ind og ser en forestilling fx nu med Israel og Palæstina. Der er der en bevægelse i mig, der allerede er i gang, en ’berørthed’ på forhånd.

Hvad fik dig til at tænke, at du kunne/skulle arbejde dit med fag?

Jeg startede meget sent, jeg var i slutningen af 20’erne, før jeg overhovedet begyndte at orientere mig mod teater. Det startede med, at jeg stiftede bekendtskab med den for længst afdøde belgiske visekunstner, Jacques Brel. Jeg så hans koncertoptagelser og blev inspireret af den måde, hvorpå han dramatiserede sine sange, ikke bare sang dem, men levede dem, og skabte de forskellige karakterer, der var i sangene. Det var særligt hans fremførelse af sangen ’Amsterdam’. Det var simpelthen vendepunktet for mig. Inspirationspunktet. Hvis jeg var fortsat på universitetet, så var jeg måske i dag fuldmægtig i udenrigsministeriet. Det er sjovt sådan noget. Men det fortryder jeg så ikke, at jeg ikke blev.

Hvordan startede dit forhold til Teater FÅR302?

Jeg lavede en monolog ’Faldet’ i 2015 efter Albert Camus’ roman, som spillede over to sæsoner på teatret og også på turné rundt om i landet. Og så er jeg vendt tilbage igen og igen med ’Restaurant Europa’, ’Besættelsens Fanger’, og nu med forestillingen ’Slagmark’. Jeg kan godt kan lide den nære duft af publikums ånde, som jeg forbinder Fåret med.

Teatret er opkaldt efter et får, der skilte sig ud fra flokken. Hvordan har du oplevet, at du har skilt dig ud i dit liv?

Altså, jeg har jo ikke familie. Det har været sådan lidt et tema i forhold til min omgangskreds, noget man talte om. Mens de andre blev gift, fik børn og blev skilt, så gjorde jeg ikke. Jeg valgte at leve anderledes. Nu er det måske ikke så usædvanligt længere, men det var det i det meste af mit liv.

Er der noget, der er særligt kendetegnende for din kunstneriske praksis?

Jeg er ret fascineret af fortælleren som medie, skuespilleren som ”storyteller”. Hvordan en person kan fortælle en historie, stille og roligt; og hvis det en god fortæller – bliver man fuldstændig grebet. Slagmark er jo en monolog, så der står jeg der i det sorte rum, skåret helt ind til benet uden noget staffage. Jeg har prøvet det flere gange før, og det inspirerer mig at få det til at lykkes. Hvor meget kan vi rense væk? Og stadigvæk berøre folk?

 

Og så de hurtige:

Noget du ejer, som du burde smide ud og hvorfor?
Gamle rollehæfter, hvor jeg spiller den unge helt.

Den bedste forestilling du nogensinde har set?
’Faust’ fra Ungarns Statsteater på Edinburgh-festivalen, hvor en monster-stor sort hund spillede Mefisto.

Hvad hjælper dig til at falde i søvn om aftenen?
En eller anden krimi, det er lige meget, om jeg har set den før. Så sover jeg glimrende. Det er ikke Barnaby, vil jeg så lige sige, og det må du gerne skrive!

Hvad er din ynglings farve og hvorfor?
Jeg synes, koboltblåt er meget smukt. Jeg tror, at det stammer fra, at farven var hot i 80’erne. Der var altid nogen, der havde noget koboltblå, når man besøgte dem. En psykolog kan sikkert forklare det…

 

 

Fakta om FÅR018

Jacque Lauritsen har produceret og medvirket i blandt andet ’Restaurant Europa’, ’Faldet’ (Camus), ’Jacque synger Brel’ og ’De Helvedes Blomster’. I 2018-2020 var han en del af Teater Nordkrafts faste skuespillerensemble, hvor han blandt andet medvirkede i den Reumert-præmierede ’Dig og mig ved daggry’. Som instruktør har han stået bag opsætningerne af ’De 4 elementer og De syv Dødssynder’ (Teater Nordkraft / Aalborg Kulturskole), ’Macbeth’ (Teater Tempest), ’Det gode menneske fra Sezuan’ (Det danske Musicalakademi), ’Skyggens Guddommelige dæmoni’ (Limfjordsteatret), ’Himmel på Højkant’ (Vendsyssel Teater) og senest den anmelderroste ‘Besættelsens Fanger’ (Teater FÅR302, april 2023). I 2023 modtog han en Reumert-nominering som Årets Mandlige Hovedrolle for sin præstation i ’Restaurant Europa’.

 

Du kan læse flere FÅR-interviews her.

Interviewsne udkommer løbende i teatrets nyhedsmail, som du kan tilmelde dig her.