Jeg bliver rørt af kunstig sne

10 spørgsmål til får nr. 015, scenekunstner Lucas Svensson

 

FÅR015 er dramatiker og dramaturg. Han er mangeårigt medlem af vores fåreflok, og skrev sin første tekst til teatret i 2011 (en bearbejdning af SMERTEN af Marguerite Duras). For øjeblikket er han aktuel med Teater FÅR302-forestillingen MORDFORSØG PÅ SNEHVIDE, hvor han fortæller en historie, der rækker helt tilbage til civilisationens vugge for at sige os noget om vores aktuelle situation hvor ”alt bliver ting”, som han siger ”alt bliver havenisser”. Vi har spurgt Lucas Svensson på 10 forskellige måder, hvad der får hans ben til spjætte og ulden til at krølle. 

Hvad fik dig til at tænke, at du skulle arbejde med dit fag?

Jeg havde en trang til at udtrykke mig allerede i en tidlig alder. Det kom et eller andet sted indefra, sådan noget ved man jo ikke helt, men jeg skrev, tegnede og læste meget. Jeg opdagede teatret i en lidt omvendt rækkefølge, jeg er opvokset i en lille landsby, så første gang jeg oplevede teater var det som ord på bibliotekets reol. Da var der et eller andet, der faldt på plads. De rigtige teatertekster kunne noget helt specielt, de var ikke poesi og ikke prosa. Det var teater, noget der skulle fremføres, og samtidig var de tekster på sine helt egne præmisser. Jeg var dybt fascineret, det talte til mig.

Hvor finder du inspiration?

I livet, verden og politik. Jeg prøver at undgå teater og teatertekster, jeg søger hellere inspiration i filosofi og poesi, det giver mig værktøjer og sprog.

Hvilken kunstner beundrer du?

Fassbinder. Hans måde at lave samfundsanalyse er på én gang blød og aggressiv, ligesom han i sin fortælleform kombinerer distance og sentimentalitet. Jeg vil gerne anbefale at se hans film ’Et år med 13 måner’ og ’Satans yngel’.

Hvad er den bedste forestilling, du nogensinde har set?

Det er stadigvæk Arturo Uri på Berliner Ensemble i 90’er-udgaven med Martin Wuttke og Bernhard Minetti, instrueret af Heiner Müller. Han vendte Brechts stykke på hovedet samtidig med, at han – i en meget delikat balanceakt – var helt tro mod det.

Hvad rør dig i scenekunst?

Jeg bliver rørt af kunstig sne, fortvivlelsens udvidede øjeblik, Pina Bausch – og når en marionetdukke dør.

Er der noget, der er særligt kendetegnende for din kunstneriske praksis?

Ja, det må være min interesse for samfundet, menneskets plads i det, og teatret som et samlingssted ala den funktion, som torvet midt i en by havde i fortiden. Jeg er særligt optaget af historiske emner, og hvordan de hænger sammen (eller ikke gør) med nutiden. Jeg er også optaget af at skabe en form for ”sangbarhed”, teater skal have en melodi på en eller anden måde (ikke nødvendigvis musik), der skal findes en rytme, og komedie og tragedie må gerne gå hånd i hånd. Sådan er virkeligheden jo.

Hvad optager dig?

Jeg arbejder lige nu med en monolog, der handler om en kontroversiel historisk skikkelse, hvor det helt store spørgsmål er, hvordan jeg kan bibeholde karakterens likeability (det er en meget likeable kvinde) samtidig med, at teksten indtager et kritisk blik. Hvis publikum lugter den dialektiske lunte for tidligt, er showet og forførelsen der ikke, og så virker historien ikke.

Hvordan arbejder du bedst?

Jeg arbejder bedst med en lille smule pres på, om morgenen/formiddagen og til tider om natten. Hvorhenne er helt forskelligt. Lige nu arbejder jeg hjemme, men i mange år plejede jeg at sidde nede på Café Blå Time på Store Kongensgade, hvor der er både koncentration og distraktion – og en god snak med Moshe. Byens bedste kontor. Jeg kommer der stadigvæk engang imellem.

Noget du ejer og burde smide ud. Og hvorfor?

Bare spørgsmålet gør mig panisk pga. hordertendenser.

Har du et motto?

Vouloir c´est pouvoir! («at ville er at kunne»)

Foto af Lucas Svensson Fotograf: Matilda Rahm
Foto: Matilda Rahm

Fakta om FÅR015

Lucas Svensson er uddannet fra det Dramatiske Institut i Stockholm og har arbejdet som dramatiker og dramaturg i over 22 år både i Danmark og Sverige. Mellem 2003 og 2010 var han husdramatiker på Dramaten under kunstnerisk ledelse af Staffan Valdemar Holm. Hans arbejde er blevet anerkendt med flere priser, herunder Ibsenprisen i 2009 og Dansk-Svensks Kulturfonds pris i 2019. Han har skrevet over 50 manuskripter med stor genrebredde, flere af dem er oversat og spillet i blandt andet Tyskland, Norge og Serbien. På Teater FÅR302 har man tidligere kunnet opleve Lucas Svenssons dramatik i SMERTEN (2011), SYMPATI FOR DJÆVLEN (2016), jubilæumsforestillingen ET HUS PÅ SAND OG HÅB (2017), MUSSOLINIS DE 100 DAGE (2019). MORDFORSØG PÅ SNEHVIDE (2024) er Lucas Svenssons femte forestilling, skrevet til Teater FÅR302.

 

Du kan læse flere FÅR-interviews her.

Interviewsne udkommer løbende i teatrets nyhedsmail, som du kan tilmelde dig her.