Mindeord Pauli Ryberg

Han modnedes som kunstner på FÅR302

Pauli Ryberg var født i 1958 på Lolland, hvor udsynet er stort og himlen høj.

Landskabet sad dybt i den ukonventionelle skuespiller, som lagde sin syngende dialekt bag sig, da han kom på Skuespillerskolen ved Odense Teater, men bevarede egnens barokke, humoristiske sans for det bredt menneskelige og en stormende, vildtvoksende kærlighed til den ypperste kunst.

Man skulle ikke have kendt Pauli Ryberg i mange timer, før han gavmildt underholdt med anekdoter fra sit personlige Udkantsdanmark – fortællinger, som spillede smukt sammen med Bo hr. Hansens Kære Gud lad mig ikke dø på et lokum og var det farverige, burleske grundmateriale, der lå til grund for Tomas Lagermands stærkt underholdende Dueslag, begge på Teater FÅR302 og begge med Pauli Ryberg som henholdsvis svedigt fedtet og uimodståeligt bandende bonderøv. Og selv om Pauli Ryberg var i sit es som nørrebrosk boheme, generøs, farverig og kompromisløs, er det ikke tilfældigt, at egnsteatret Masken på Falster blev stedet, hvor han stod på scenen for sidste gang som den snu borgmester i Rhea Lemans Reservatet sidste sommer. De gamle steder og historier trak.

Som skuespiller var Pauli Ryberg optaget af at beskrive den sammensatte virkelighed i kunstnerisk form – gerne på Aarhus Teater eller Holbæk Teater, men ligeså gerne i landets mange teaterforeninger eller på turné i Shanghai. For ham skulle teater ud til folket, og som formand for Københavns Kommunes Scenekunstudvalg sørgede han fra 2008 og frem til sin død for, at københavnerne ikke bare fik teater, men også godt teater.

Hans karriere var drevet af en sikker fornemmelse for tiden og af karismatisk virkelyst, hvilket allerede i midten af 1980’erne førte ham ind i kredsen, der etablerede Vintapperteatret i Odense, og senere bragte ham i forbindelse med de nordsjællandske Dr. Dante-folk, som frækt tog æren for at genopfinde teatret påny i 1990erne, da de indtog Frederiksberg Allé.

Pauli Ryberg trivedes i en årrække sammen med danternes vilde drengerøve, hvis ironiske distance satte dagsordenen i forestillinger som Ole Bornedals Den dag lykken, Lars Kaalunds I en kælder og Bret Easton Ellis’ American Psycho. Men så brød han op og medvirkede bl.a. som den arbejdsløse skuespiller i den ætsende Lars Norén-forestilling Personkreds 3 på Edison, inden han i 2001 trådte ind i Teater FÅR302’s kunstneriske ledelse.

Hermed fik hans visioner eget hjem. Med afstikkere bl.a. til Livingstones Kabinet, hvor han senest var den menneskeligt rummelige sexologiprofessor i The Einstein of Sex, og til filmen, hvor han for få dage siden var premiereaktuel som den hjemløse Preben i Dariusz Steiness’ De vildfarne, gav FÅR302 ham mulighed for at modnes som kunstner. Stadig humoristisk, stadig med et skarpt blik for det dæmonisk betændte, men stedse ærligere, mere nøgen, mere reflekterende, som årene gik. I over tyve forestillinger har Pauli Ryberg både som skuespiller og instruktør bidraget til det lille teaters store succes. Og han nåede sin karrieres absolutte højdepunkt i rollen som den feterede og frygtede tyske skuespiller Gustaf Gründgens i Lucas Svenssons monolog Sympati for Djævelen.

I denne rolle skabte han et rigt facetteret portræt af den kompromisløse kunstners smertefulde kompromis med tilværelsen, en tematik der ikke kunne undgå at appellere til et fintsansende og eftertænksomt menneske som ham. Hver aften stod han alene på scenen, hver 14. dag med kemoen strømmende i kroppen fra en lille flaske i bukselommen. Trods kræftbehandlingens omkostninger insisterede han på, at teatret gjorde ham godt. Og derved gjorde han ikke bare teatret godt, men også publikum, der gennem ham fornemmede de store vidder og den høje himmel i stor kunst.

ME LUND

Me Lund er journalist og forfatter og medlem af Teater FÅR302s bestyrelse.