Køb billet

27. August - 22. September 2018

Death to truth of beauty

LOGEN danner et performativt atelier på Teater Får302

For 100 år siden døde den omstridte østrigske billedkunstner Egon Schiele af den spanske syge. Derfor inviterer scenekunstkollektivet LOGEN og Teater FÅR302 til en intim dissektion og genopvågning af Schieles værker og væsen. Som gæst i atelieret træder du ind i en ongoing kunstnerisk proces, hvor Schieles sitrende motiver om menneskets forgængelighed, forfaldet, skønheden og åndeligheden bliver levende og skabes i et foranderligt nu.

 

“Apokalypsens Laboratorium”, som Wien blev kaldt inden 1. verdenskrig, giver ekko i vores samtid og får et modsvar i LOGENS atelier, når Schieles figurer flænser lærredet og træder ud for at stille spørgsmål til kunsten og tidsånden anno 2018.

 

DEATH TO TRUTH OF BEAUTY er et værk i evig tilblivelse, som på kalejdoskopisk vis vil ændre sig fra aften til aften og i mødet med publikum. Det er et møde med en kompromisløs kunstner, der med sine egne ord ”elskede døden og livet” og sprængte rammerne for samtidens kunstscene ved at male det afklædte menneske i groteske, afmagrede og forvrængede positurer. I LOGENS atelier blandes det inderlige med det groteske, det platte med det dekadente, det grimme med det skønne og dødsangsten med livsappetitten.

Hver aften i atelieret er unik, når LOGEN ud fra et større værkkatalog udvælger, hvilke af Schieles figurer der skal flænse lærredet, sprænge billedrammen og træde ud i atelieret netop den aften. Alt, som får liv i atelieret, bliver en del af en løbende, multifacetteret undersøgelse af Schieles univers.

 

Af og med: LOGEN
Producent: Teater FÅR302
Forestillingsleder: Anna Cathrine Rubek Colberg
Rekvisitør: Stine Skovgaard Worsøe
Byggeleder: Handmade Production v/Asger Mortensen
Bygger: Emil Øhlers
Scenemester: Karl Jes Jessen
Produktionsassistent: Marie Aarup Jensen
Skrædder: Christina Tidemand Greth
Teknisk konsulent lys: Brian Larsen
Teknisk lyd- og spatialiseringsrådgiver: Cristian Vogel
Plakat og forestillingsfoto: Rød Font v/Søren Meisner

 

Atelieret har åbent: 27 aug. – 22 sep. 2018.
Billetpriser: Voksenbillet 140 kr, Studerende o. 25 år 90 kr, Studerende u. 25 år 70 kr, ved 6 unge u.25 år 40 kr per billet.
DEATH TO TRUTH OF BEAUTY er en helaftens-performance og varer 3-4 timer.
Atelieret er støttet af Statens Kunstfond

#logen #teaterfår302 #deathtotruthofbeaut

LOGEN
LOGEN er et scenekunstnerisk kollektiv, der er dannet af SØS Gunver Ryberg, Nathalie Mellbye, Patrick Baurichter, Anja Behrens & Sofia Karlsson i 2014. De drives af en passion for at skabe en ny scenisk form og arbejder kollektivt på tværs af deres respektive fagfelt. LOGEN bevæger sig konstant mellem performativ og improvisatorisk  installationskunst, koncert, ordløse sceniske handlinger, oplæsning,  teater og dans.

 

EGON SCHIELE (1890-1918)
Schiele døde i en meget ung alder – blot 28 år – efter en kort og uhyre produktiv karriere, præget af offentlige skandaler, 1. verdenskrig og et kraftigt opgør med samtidens kunstscene og moralopfattelse. Mens Schiele er berømt i dag som en af de mest banebrydende repræsentanter for den ekspressionistiske kunststil, så var han i sin samtid en udskældt skikkelse, som frembragte ramaskrig blandt Wiens spidsborgere med sine seksuelt eksplicitte portrætter af særligt unge kvinder.  Schiele havde dog også sine trofaste tilhængere, som bifaldt den kropslige frigørelse og undersøgelse i en puritansk tid.

”Those who see in Schieles artwork nothing but the naked, the obscenely naked and nothing else, are beyond help” (Arthur Roessler, kunstsamler og ven af Schiele)

Schiele døde i Wien tre dage efter sin højgravide kone. Begge var ramt af den spanske syge, som hærgede verden i kølvandet på 1. verdenskrig. Hans intense og korte liv og malestil gjorde ham til et ikon blandt tidens bohemer med deres idealer om frihed, skønhed og kærlighed.

 

...