Trioen Force Majeure har brugt de sidste par år på at undersøge empatimusik. En musik, der dyrkes, som man dyrker relationer: en langsommelig og lige dele livsbekræftende og besværlig proces, der i sin essens handler om at rumme, åbne og lytte.
De tre splejsede fyre fra provinsen forsøger nu at bringe et nyt element ind i deres verden og konkretisere følelser og stemninger i samarbejde med musiker og sangskriver Alma Kjær, som blandt andet er kendt fra sit soloprojekt iomfro, hvor hun med sine finurlige dansksprogede tekster og et befriende glimt i øjet sætter ord på nogle af de mange følelser, der fylder hos generation z.
Det er musikkollektivet OKTOsounds, der hermed præsenterer denne helt særlige koncert under Copenhagen Jazz Festival, hvor den unge danske jazzundergrund møder en upcoming popartist i Teater FÅR302’s intime og intense rammer.
Bandet, der henter inspiration fra så forskelligartede artister som Paul Motian og Bon Iver, spiller mest sange, altså akkorder og melodier – et koncept, man kender og elsker fra Kim Larsen, Herbie Hancock m.fl., men der er også en overhængende risiko for, at en eller flere fra bandet finder på at gøre noget, der ikke er aftalt på forhånd.
Om koncerten udtaler bandet:
“Mange af koncerterne under jazzfestivalen foregår på spillesteder og caféer. Vi har det ret fedt over at Teater FÅR302 er en gammel 2-værelses lejlighed, der indbyder til at man pludselig spiller guitar henslængt i vindueskarmen. Vi glæder os derfor til at spille på Københavns mindste teater, hvor vi kan lege med koncertformatet og undersøge nye måder at formidle musikken på.“
Koncerten bliver et møde mellem den spirende danske jazzundergrund og en etableret dansksproget musiker/sangskriver og skaber et nutidigt udtryk.
Musikere:
Nikolaj Bangsgaard
Alma Kjær
Johannes Ravn
Lukas Loeb