Vi kender ham fra alle krige i verdenshistorien. Den unge idealistiske soldat, hvis samvittighed bliver stadig mørkere for hver umenneskelig ordre, han sættes til at udføre.
Her befinder vi os i 1948, kort efter oprettelsen af staten Israel. En jødisk kommandoenhed sendes ud for at indtage en palæstinensisk landsby og deportere beboerne. Soldaterne jubler, men én af dem martres af angrebets brutalitet og må konstatere, at hans folk er ved at gøre mod andre, præcis hvad andre gennem tiden har gjort mod dem.
Mange år efter kan soldaten stadig ikke slippe sin oplevelse, og hudløst genoplever han den skæbnesvangre dag med dens brogede persongalleri af tvivlsomme venner og forsvarsløse fjender. Måske for at forstå, måske for at anklage eller måske endda for at tilgive. Men er dét overhovedet muligt?
SLAGMARK er en både barsk og rørende reportage, dramatiseret efter en delvist selvbiografisk roman af den kontroversielle israelske forfatter Yizhar Smilanksy. Den havde sin ur-opførelse på FÅR302 i foråret 2024 og fik en meget fin modtagelse.
Forfatter Yizhar Smilansky
Oversættelse Hans Henrik og Rivka Uzan Fafner
Dramatisering og medvirkende Jacque Lauritsen
Instruktion Andreas Dawe
Scenografi, lys- og kostumedesign Edward Lloyd Pierce
Lyd- og videodesign Brian Larsen
Producent Teater Gaius
Forestillingen er støttet af Statens Kunstfond, Københavns Kommunes Scenekunstudvalg, 15. septemberfonden, Beckett Fonden og Dansk Skuespillerforbund
Baggrundsmateriale til forestillingen kan downloades HER
Forestillingens trailer kan du se HER
Rystende, intenst og tankevækkende debatteater…Både som dramatiker og skuespiller står Jacque Lauritsen knivskarpt. MortenBuckhøj.dk
I Andreas Dawes klarsynede instruktion bliver Slagmark en triumf for Jacque Lauritsen både som dramatiker og skuespiller. CphCulture
Det er direkte tale, alvorlig underholdning, en vigtig aktion imod umenneskelighed. Frederiksborg Amtsavis
Spørgsmålet brænder lige igennem til krigen i Gaza med dens udrensning...et stærkt indspark i debatten om den ubærlige krig. Politiken
Den tyste insisterende forestilling giver gennem ordene fra den israelske forfatter Yizhar Smilanskys erindringsroman en historisk kontekst for nutidens krise og minder os om, at vi aldrig kan møde krigen med ligegyldighed. Det handler altid om mennesker. ISCENE
Den menneskelige lidelse har den egentlige hovedrolle i SLAGMARK....Som instruktør formår Andreas Dawe at skildre smerte, så den springer ud af kroppen på skuespilleren: Når vi hører Jacque Lauritsens stemme, ser vi alt i vores fantasi. Og når vi møder hans blik, forstår vi at dette er teater på liv og død. At dette er kunst som desperat opråb. Information