“Utopias Lost And Found” tager publikum med på rejse gennem de utopier, der har formet og former os: Fra efterkrigstidens ekspansive, optimistiske samfundsvisioner baseret på tanker om ligestilling, solidaritet og retfærdighed over de seneste årtiers fokus på individualitet og konkurrence til dagens samfund, hvor mange har mistet troen på, at forandring er mulig.
Forestillingen skabes af 7 scenekunstnere fra 5 forskellige lande – og tager afsæt i kunstnernes egne længsler, tabte idealer, kampe og drømme for fremtiden. De kommer fra vidt forskellige kulturelle og geografiske baggrunde og gennem deres stemmer tegnes kontrasterende billeder af Europa fra dengang og nu – fra den Socialistiske Føderale Republik Jugoslavien til skandinaviske velfærdsmodeller til Brexit.
I et levende, eksperimenterende univers, der blander livemusik, dokumentarisme, fysiske billeder og objektanimation undersøger UTOPIAS LOST AND FOUND utopiens betydning for det liv, vi lever og den verden, vi bygger.
Praktisk information
Publikum veksler mellem at bevæge sig rundt i scenerummet og sidde på stole tæt på performerne.
På scenen tales der dansk, svensk og engelsk. Forestillingen er en urpremiere og i skrivende stund kendes den præcise varighed ikke.
DRAMATURGER
MATKO BOTIĆ
LYSDESIGN
CLEMENTINE WALDELIUS
IDÈ OG KONCEPT
PRODUKTIONSLEDER, BYGGER OG AFVIKLER
PEDER FLARUP
ASSISTENT
BABETTE HEJLSKOV MCPHILLIPS
PRODUCENT
GITTE NIELSEN
CO-PRODUCENT
PRESSE
Spilleperiode: 5. sep. til 12. sep. 2019 kl. 20
Spillested: LiteraturHaus, Møllegade 7, 2200 København
Billetpris: 40. kr – 155. kr
Billetter: https://www.teaterbilletter.dk/forestillinger/utopias-lost-and-found/
Forestillingen er en co-produktion med Bora Bora og er støttet af: Statens Kunstfond, Knud Højgaard Fonden, Københavns Kommune, Aarhus Kommune og Oticon
Om Aber Dabei
Aber Dabei er en scenekunstnerisk platform, der arbejder med udgangspunkt i dokumentarisme, visualitet og musik – og ofte med inddragelse af publikum i det færdige værk. Aber Dabei afsøger former, hvor den fysisk sansende krop, den personlige fortælling og den politiske og samfundsmæssige overbygning mødes. Aber Dabei ledes af instruktør Petra Berg og scenograf Igor Vasiljev og samarbejder internationalt og interkulturelt med et kollektivt skabende fokus.
Tidligere produktioner:
“På vej” (2015) – site specific på Nørrebro i København. En binaural vandringsforestilling baseret på interviews med afrodanske piger. Forestillingen modtog prisen som Årets særforestilling af CPH Culture.
“Afgang 04.00” (2017) – site specific på Helsingør Banegård. En lyd/musik-, lys- og stemmeinstallation, der tog udgangspunkt i deportationen af 175 danske jøder fra Helsingør banegård i 1943. Baseret på dokumentarkilder med ny skrevet kompositionsmusik.