Værk 1 er multikunstneren Sophie Dixen Højlands første værk, skabt til en teaterscene. Hun går radikalt autobiografisk til stoffet, når hun performer sin egen fortælling om den unge kvinde, Sophie, der flytter fra by til ø for at finde sig selv. Her leder hun efter det, få mennesker har for øje: formålsløshedens skønhed.
Med sårbarheden forrest, skildrer Sophie Dixen Højland skiftet fra at være plantet med rødder i Aarhus’ betryggende betonlandskab til livet med høns og ensomhed på Samsø. Performancen tager udgangspunkt i Sophies oplevelser af at være et cyklisk væsen i en lineær verden og hendes stræben efter at være autentisk og fri i en verden, hvor alt går hurtigt. I stræben efter det autentiske bevæger hun sig ind i værket og bliver et med det. Gennem jordnær poesi, sang og krop, opstår en intuitiv og ærlig fortælling om en ung kvindes genforening med sig selv.
Værk 1 inviterer publikum til at gå på opdagelse i eget råstof; de emotioner og energier, som vi sjældent beskæftiger os med i hverdagens fart. Forestillingen søger at skabe et rum hvor sårbarhed og nærvær kan sameksistere. At støtte vores indre proces og opdage, hvordan vi som mennesker kan møde os selv mere ærligt og selvkærligt.
CREDITS
Instruktion, manuskript, performance: Sophie Dixen Højland
Fotograf: Mikkel Bøje
Komposition: Jonathan Amlod
Portrætfoto: Nikolaj Smed
Grafisk design: Asta Sylester
Konsulent: Theresa Daewaell
Produktion: Sophie Dixen Højland