Vi kender ham fra alle krige i verdenshistorien. Den unge idealistiske soldat, hvis samvittighed bliver stadig mørkere for hver umenneskelig ordre, han sættes til at udføre.
Her befinder vi os i 1948, kort efter oprettelsen af staten Israel. En jødisk kommandoenhed sendes ud for at indtage en palæstinensisk landsby og deportere beboerne. Soldaterne jubler, men én af dem martres af angrebets brutalitet og må konstatere, at hans folk er ved at gøre mod andre, præcis hvad andre gennem tiden har gjort mod dem.
Mange år efter kan soldaten stadig ikke slippe sin oplevelse, og hudløst genoplever han den skæbnesvangre dag med dens brogede persongalleri af tvivlsomme venner og forsvarsløse fjender. Måske for at forstå, måske for at anklage eller måske endda for at tilgive. Men er dét overhovedet muligt?
Slagmark er en både barsk og rørende reportage, dramatiseret efter en delvist selvbiografisk roman af den kontroversielle israelske forfatter Yizhar Smilanksy.
Jacque Lauritsen gæster endnu engang Teater FÅR302 med en medrivende monolog. Senest var det ”Restaurant Europa”, som i 2023 blev nomineret til en Reumert for Årets Mandlige Hovedrolle.
Slagmark er produceret af Teater Gaius og gæstespiller på Teater FÅR302.
Q&A med Jacque Lauritsen
Mandag 8.4, tirsdag 9.4 og torsdag 11.4 efter forestillingen.
Mød skuespiller og initiativtageren bag SLAGMARK til en Q&A om forestillingen og projektet.
Seancen foregår i foyeren og varer ½ time.
Forfatter: Yizhar Smilansky
Oversættelse: Hans Henrik og Rivka Uzan Fafner
Dramatisering: Jacque Lauritsen
Instruktion: Andreas Dawe
Medvirkende: Jacque Lauritsen
Scenografi, lys- og kostumedesign: Edward Lloyd Pierce
Lyddesign: Brian Larsen
Producent: Teater Gaius
Forestillingen er støttet af: Statens Kunstfond, Københavns Kommunes Scenekunstudvalg, Dansk Skuespillerforbund og Beckett-Fonden.
Baggrundsmateriale for forestillingen kan downloades her: SLAGMARK_kort baggrundsmateriale
Højaktuelt debatteater og en rystende, intens og tankevækkende teateroplevelse. Morten Buckhøj
Når Jacque Lauritsen lægger sine smukke rynker i de rette folder, forsvinder tid og rum, og lige nu udgør skuespillerens ansigt det landskab, hvor dramatiseringen af Yizhar Smilanskys roman SLAGMARK finder sted… Sceneblog
En vigtig fortælling midt i den nådesløse krig i det ramte Gaza-område... Det er direkte tale, alvorlig underholdning, en vigtig aktion imod umenneskelighed, uanset hvilken farve modsætningerne har. Frederiksborg Amts Avis
Spørgsmålet brænder lige igennem til krigen i Gaza med dens udrensning. Ligesom ’Besættelsens fanger’, som Lauritsen stod for sidste år, er det et stærkt indspark i debatten om baggrunden for den ubærlige krig. Politiken
Den menneskelige lidelse har den egentlige hovedrolle i SLAGMARK… Som instruktør formår Andreas Dawe at skildre smerte, så den springer ud af kroppen på skuespilleren: Når vi hører Jacque Lauritsens stemme, ser vi alt i vores fantasi. Og når vi møder hans blik, forstår vi at dette er teater på liv og død. At dette er kunst som desperat opråb. Information
Den tyste, insisterende forestilling giver gennem ordene fra den israelske forfatter Yizhar Smilanskys erindringsroman en historisk kontekst for nutidens krise og minder os om, at vi aldrig kan møde krigen med ligegyldighed. Det handler altid om mennesker. ISCENE