Køb billet

13.-18. Januar 2025

Restaurant Europa

En smagfuld fortælling om forfald

Scenen er sat på en hæderkronet restaurant mellem krystalkarafler, stivede damaskduge og et farverigt klientel af forretningsfolk og dekadente bohemer. Ligeså broget er etablissementets personale med en alkoholiseret kok, bramfri barchef, halvdøv huspianist samt ikke mindst vores hovedperson: Den aldrende tjener der med pedantisk akkuratesse holder de stolte traditioner i hævd.

Men så en dag gør nye kunder deres entré og vender op og ned på den etablerede orden. Bestiller sære svampe, drikker espresso af tekopper. Kort sagt: Kursen mod katastrofen er sat!

RESTAURANT EUROPA er en hudflettende satire over et kontinent med værdier i skred. Et signalement af en kultur der bryster sig af fordums storhed, men reelt er ved at krakelere bag en sminket facade. Alt sammen balstyrisk bragt til live af den vildfarne tjener, der desperat kæmper mod den tiltagende opløsning og drømmer om sjældne kålsorter og go’e gamle dage…

RESTAURANT EUROPA er en dramatisering af ”The Hills” (2017); en roman af den fremtrædende norske forfatter Matias Faldbakken, som i 2020 blev indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris.

Forestillingen er er gæstespil, produceret til premiere på Teater FÅR302s scene, hvor den spillede første gang 21/4 – 7/5 2022. Året efter modtog Jacque Lauritsen en Reumertnominering for Årets Mandlige Hovedrolle som den vildfarne tjener.

 

Producent:  Jacque Lauritsen & AKUT360
Administration:  Teater Får302
Medvirkende:  Jacque Lauritsen
Iscenesættelse:  Andreas Dawe
Scenografi:  Julie Forchhammer
Lysdesign:  Sonja Lea
Dramatisering:  Jacque Lauritsen
Teknik og lyddesign:  Brian Larsen
Fotograf:  Henrik Ohsten

Varighed:  75 minutter uden pause

Forestillingen er støttet af:  Beckett Fonden, Knud Højgaards Fond, Konsul George og hustru Emma Jorcks Fond, Dansk Skuespillerforbund, Dronning Margrethes og Prins Henriks Fond, Danske Dramatikeres Produktionspulje, Københavns Kommunes Scenekunstudvalg, William Demant Fonden.

Jacque Lauritsen har tidligere gæstet teatret med forestillingerne Slagmark og Besættelsens fanger.