Tiltrukket af fællesskabets magnetisme
10 spørgsmål til får nr. 017, scenekunstner Me Lund
FÅR017 er tekstelsker og har en lang track record som forfatter, oversætter, dramatiker, kulturjournalist mm. Hun har været en del af fåreflokken siden 2014 og har senest oversat Lucas Svenssons manuskript til den aktuelle forestilling MORDFORSØG PÅ SNEHVIDE. Vi har spurgt Me Lund på 10 forskellige måder, hvad der får hendes ben til at spjætte og ulden til at krølle.
Hvad fik dig til at tænke, at du kunne arbejde med dit fag?
Jeg tror, det var Halfdan Rasmussens vrøvledigte, der fik mig på sporet af, at sproget kan andet og mere end fortælle, om man er sulten. Hans ord fik det til at boble i maven, da jeg var barn. Ord var bedre end lakridser. Jeg købte en elektrisk skrivemaskine, da jeg fik mit første job, mens jeg gik i skole. Jeg tændte den og lyttede til dens summen og tænkte: ”En dag ville det være baggrundsmusik til noget stort.”
Hvad finder du særligt ved scenekunsten?
Jeg holder meget af billedkunst, men jeg er ikke vild med museer. Det handler om afstanden til kunsten. Alarmerne bipper, hvis man går for tæt på. Sådan er det ikke i teatret. Selv om du sidder på den bagerste række, er du midt i handlingen. Skuespillerne reagerer på din latter, dine gisp, dit åndedræt. De vil dig noget. De skaber en fortælling for øjnene af dig. Det er en banalitet at tale om teatrets NU. Men det er umuligt at komme udenom, at det er dette enorme sats på nærværet, der gør hele forskellen.
Hvad er dit forhold til Teaterfår302?
Jeg har altid haft en svaghed for Teater FÅR302. Vi har brug for små egensindige teatre, hvis kunstneriske vilje man kan mærke helt ud på gaden. Det har i alle årene været svært at gå forbi uden at få lyst til at tage i dørhåndtaget og kigge ind. Det er noget med fællesskabets magnetisme. Noget med at gå sine egne veje. I Fårets lille sal er der ikke et stort kasseapparat, der overdøver oplevelsen, eller Christiansborgpolitisk indblanding, der forstyrrer teaterkunsten. Her er det forbudt ikke at eksperimentere, ikke at udfordre.
Mine bedste oplevelser på Fåret har været, når teatret har lyttet intenst til gode tekster bl.a. ’Smerten’ – en dramatisering af Marguerite Duras efterkrigselegi – og ’Sympati for djævlen’ – om skuespilleren Gustaf Gründgens pris for at overleve i Nazityskland. Bemærkelsesværdigt nok begge med Lucas Svensson som dramatiker. Der sker noget med ordene i det lille rum. Er de præcise og stærke, mærker man dem nærmest fysisk som kærtegn – eller som i hans ’Mordforsøg på Snehvide’ som en decideret voldtægt.
Teatret er opkaldt efter et får, der skilte sig ud fra flokken. Hvordan har du oplevet, at du har skilt dig ud i dit liv?
Det er aldrig blevet opklaret, hvorfor Får 302 gik den modsatte vej af alle de andre. Måske ville det simpelthen ud af folden og se sig om? Den fornemmelse forstår jeg til fulde. Jeg har aldrig følt mig tilpas i det akademiske miljø, selvom jeg har en fin akademisk titel. Jeg er heller ikke rigtig journalist, for jeg har aldrig villet være nogens nyhedshund. Jeg har det bedst, når jeg ikke er i bås og kan veksle mellem de litterære genrer, herunder at være dramaturg, oversætter og forsøgsvis dramatiker, skrive bøger og artikler – og sms’er.
Hvilken død eller nulevende kunstner beundrer du?
For nogle år siden skrev jeg en biografi om skuespilleren Jørgen Reenberg. På afstand havde jeg i årevis beundret hans evne til at forvandle ord til krop. Mens vi arbejdede på bogen, fik jeg en slags masterclass hos ham – og det gjorde kun beundringen større. For siddende i hans stue oplevede jeg, hvordan han formede en karakter ved at sætte sin lup på et enkelt ord, på en enkelt replik. Teaterkunst var en leg for ham. Men dødsens alvorlig.
Hvilken karakter i en bog eller film er din største helt?
Jeg har ingen helte. Men der er mange karakterer, jeg respekterer. Det er alle sammen komplicerede mennesker, der ikke foregiver, at tilværelsen er enkel, men står ved, at livet er fuld af dilemmaer og forkerte beslutninger.
Hvilke inspirationskilder er de vigtigste for dig?
En skuespillers stemme. Et maleri. En roman. Et digt. Et blik. Carl Nielsen i ørerne på en gåtur langs vandet. Folks samtale i toget. Måden, nogen bevæger sig på hen ad fortovet.
Er der noget, der er særligt kendetegnende for din kunstneriske praksis?
Den er fuld af overspringshandlinger.
Hvad er din yndlingsfarve og hvorfor?
Sort. Blomster og blade og fjer i alle farver er en lykke i naturen. Men trænger farverne sig ind i tøj og puder, især som små blomster, får jeg migræne.
Har du et motto?
Mit ego er vist for lille til at fremture med et motto. Men i disse dage sidder jeg med en oversættelse af den georgiske middelalder-digter Rustaveli, der kredser om venskabet som det mest dyrebare i verden. En af hans aforismer lyder: ’Hjælp din ven uden tanke for dig selv./ Giv dit liv for hans lykke;/ Bered ham en vej,/ Byg ham en bro/ med din kærlighed.’ Det er kloge ord. Hvad er et liv uden venner og forbundethed?
Foto: Carsten Lundager
Fakta om FÅR016
Me Lund er forfatter, oversætter, dramaturg, dramatiker og freelance teater- og kulturjournalist, og blev i 1989 mag.art. i Teatervidenskab ved Københavns Universitet. I sit arbejde som teaterredaktør på Berlingske Tidende (1992-2005) og som mangeårigt medlem af Reumert-juryen (1998-2014, genoptaget 2016-2023) har hun fulgt dansk teater og set tusinder af forestillinger i løbet af de sidste 35 år. Som forfatter har Me Lund skrevet bøgerne ‘… MEN VOKSEN BLEV JEG ALDRIG’ (2012), ‘MENS DET ENDNU ER FOR SENT’ (2016) og ‘FOLKET, FREMTIDEN, FÆLLESSKABET’(2016). Me Lund har været medlem af Teater FÅR302’s bestyrelse siden 2014, og hun har senest oversat dramatiker Lucas Svenssons manuskript MORDFORSØG PÅ SNEHVIDE(2024) fra svensk til dansk.
Du kan læse flere FÅR-interviews her.