I anledningen af MORDFORSØG PÅ SNEHVIDE anbefaler vi bøger, som de tre karakterer helt sikkert har læst, eller kunne have glæde af at læse. Her er det NORD – Nordisk Litteraturfestival, der anbefaler bøger til Snehvides (nordiske) bogreol.
Det røde æble
At læse Suzanne Brøgger og Creme Fraiche er som at spise slik af den vitaminholdige slags. Med uimodståeligt og legesygt sprogligt overskud kaster fortælleren sig ud i en afprøvning af filosofien om det mindst smertefulde liv. Bogen tager en grådig bid af de smukke ting, som den møder på sin vej, men efterlader ikke læseren overfladisk mættet derimod videbegærlig og uigenkaldeligt færdig med system og struktur.
De syv stedfædre
I Andrev Waldens Satans mænd præsenteres en ”patchworket” opdragelse, som en lang række stedfædre har vævet sammen til et barn, og den utryghed og lasede identitet som et svingdørshjem skaber, hvor kunstnerfar snart er erstattet af kleptomanfar. Bogen optegner samtidigt ærligt og kærligt sin egen ramme og deler gavmildt og humoristisk ud af fortællerens egen famlende barndom og ungdom.
Snehvide i spejlet
En uundgåelig bog i Snehvides bogreol er Liv Strömquists graphic novel Lille spejl på væggen der, som dissekerer og diskuterer vores samtids ekstreme fokus på ungdom og skønhed. I en verden af billeder, selfies og likes følger et sorgfuldt nederlag ved at erfare at evig ungdom er umuligt. Med Susan Sontag, Zygmunt Bauman og mange andre analyseres de kvindeskæbner, der er styret af omgivelsernes blikke.
Gerningsmanden i spejlet
I Kathrine Nedrejords Forbryder og straf er en kvindes hævn et portræt af sin gerningsmand, et slags uundgåeligt og bittersødt forsøg på at lære ham at kende. Skriften giver fortælleren magten tilbage, og genkendelsen og portrættet gør ikke tilgivelsen til sit endemål. Nedrejord giver med stilistisk overlegenhed forbrydelsen et urørligt, skyldigt ansigt.
Snehvide går til cello
Kajsa Balk-Møllers Ensomhedens interval kunne blive Snehvides nye hjerteveninde. Bogen har et utroligt nærvær med sommerens små gøremål og den spirende utilpashed, der opstår i pigen Haha. Hun møder pludseligt nye impulser fra sommerhaven med cellospillet som bagtæppe. Tonerne skaber ikke en symmetri i fortællingen. Tværtimod skaber de – uden at gå for hårdt til de musikalske metaforer – en smuk dissonans.
Snehvide går bananas
Ingen skildrer så nænsomt og så brutalt på samme tid som Hanne Højgaard Viemose – fandenivoldsk, fabulerende, men også dvælende ved intimiteten. Sådan bevæger bogen Hannah sig gennem Australien, og ungdommens passion og en anelse uro dulmes med bananplukning langt væk fra den nordjyske hjemstavn og fortællerens borgerlige navn Anna. Måske historien om Snehvide, hvis hun var blevet i skoven…
I hele spilleperioden har vi pop-up boghandel i foyeren, hvor du kan købe dig en bog med hjem fra dit teaterbesøg.
Kongens bogreol
Her er det Gutkind Forlag ved forlagsdirektør Jacob Søndergaard, der anbefaler bøger til kongens bogreol.
Dronningens bogreol
Her er det Den Feministiske Boghandel, der anbefaler bøger til dronningens bogreol.